Vigtig information om håndtering af Covid-19
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet notatet Omstilling og gradvis øget aktivitet i praksissektoren, hvori det beskrives at en gradvis øget aktivitet frem mod normalt niveau i praksissektoren som fx psykologpraksis skal hvile på et dobbelt hensyn til både generelt at reducere smittetrykket i samfundet, og at reducere smitterisiko for den enkelte klient og psykolog. Det er også et centralt hensyn, at der foretages en konkret og individuel sundhedsfaglig vurdering af klientens behov for behandling eller anden ydelse.
For psykologer beskriver notatet, at alle konsultationer som udgangspunkt skal tilbydes, men at behandlingen primært sker som telefon- eller videokonsultation. Dette betyder, at psykologer skal anvende telefon- og videokonsultation i videst muligt omfang, men også at psykologerne kan tilbyde konsultationer ansigt til ansigt, hvor det ikke har været muligt at gøre brug af video og telefon.
Vurderingen af om den enkelte konsultation afholdes ved fremmøde eller via telefon eller video afhænger derfor både af forhold omkring den enkelte klient. Derfor opfordrer vi dig som klient,til, at søge information om din psykologs særlige håndtering af Covid-19 på din psykologs side eller ved kontakt til denne.